Gå til indhold

Ansættelsesprocessen

Det er vigtigt for os, at alle ansøgere har en god oplevelse, når de søger en stilling i Skatteankestyrelsen.
Foto af sagsbehandler, der taler med en kollega i Skatteankestyrelsen

 

For os handler et ansættelsesforløb om at matche den rette person til en stilling. Du kan selv gøre meget for både at hjælpe dig selv og Skatteankestyrelsen til at finde ud af, om du er den rette til en stilling. Det kan du læse mere om på denne side, hvor du også finder en beskrivelse af et typisk ansættelsesforløb.

Vi slår alle stillinger op

Vi slår alle vores ledige stillinger op på Job i Staten og her på vores hjemmeside.

Hvis du vil have besked om nye stillinger, kan du

Hvis du er interesseret i at arbejde i Skatteankestyrelsen, skal du søge en af vores ledige stillinger. Vi tager ikke imod uopfordrede ansøgninger.

Studiejob, praktik og specialer

Vi samarbejder med studerende fra relevante uddannelser i hele landet. Vi slår alle studiejobs op sammen med vores andre ledige stillinger. Er du interesseret i at komme i praktik eller skrive speciale i samarbejde med os, er du velkommen til at kontakte sanst@sanst.dk.

Kontorelever

I Skatteankestyrelsen ansætter vi elever fra kontoruddannelsen inden for specialet Offentlig administration. Som elev i Skatteankestyrelsen lærer du at løse arbejdsopgaver inden for mange af de administrative områder, vi beskæftiger os med. I løbet af din elevtid har du praktikophold i flere afdelinger og får på den måde et bredt kendskab til vores forskellige fagområder.

Vi åbner for ansøgninger i januar. Ansættelsen starter i september.

Hold øje med ledige elevstillinger

Ansøgningen

Når du søger en stilling i Skatteankestyrelsen, vil vi især gerne vide, hvorfor du er et godt match til stillingen, og hvorfor du gerne vil arbejde hos os.

CV og karakterer

Vedlæg dit CV, hvor du beskriver hele dit karriereforløb inklusiv eventuelle studiejobs og frivillige jobs. Skriv hvilket år og hvilken måned, du har påbegyndt og afsluttet dine ansættelser og uddannelser. Du må også gerne skrive, hvis du har haft vikariater og tidsbegrænsede ansættelser. På den måde kan vi udregne din anciennitet mm.

Du skal vedlægge eksamensbeviser fra alle de uddannelser, du har gennemført. Hvis du både har en bacheloruddannelse og en kandidatuddannelse, skal du vedlægge dine karakterer fra begge uddannelser.

Samtalen

Vi kontakter dig på mail eller telefon, hvis vi gerne vil invitere dig til samtale. Inden samtalen må du gerne notere de spørgsmål, du vil have svar på under samtalen.

Deltagerne i samtalen vil typisk være

  • en chef på det område, der ansættes til
  • en medarbejder fra vores HR-enhed

I Skatteankestyrelsen har vi en uformel omgangstone. Det gælder også, når vi holder jobsamtaler. På den måde kan vi lære dig bedre at kende, og du får et bedre billede af, hvordan det er at arbejde i Skatteankestyrelsen.

I de fleste tilfælde holder vi to samtaler med vores kandidater, hvor der indgår en personlighedstest. Søger du et studiejob, vil der kun være én samtale og ingen test.

Ansættelser og afslag

Vi giver alle ansøgere svar, når en stilling er besat. Vi er meget opmærksomme på, at man som ansøger gerne vil have svar så hurtigt som muligt, og vi ringer til alle ansøgere, der har været til samtale. Kommer du ikke til samtale, sender vi dig et afslag og fortæller, hvad vi lægger vægt på i vores valg af kandidat til stillingen.

Privatlivspolitik

Skatteankestyrelsen behandler personoplysninger i forbindelse med ansøgningsprocessen.

Læs Skatteankestyrelsens privatlivspolitik